10. juli 2012 – Dong Ha – Besøg ved Hon

10. juli 2012 – Dong Ha – districkt – Hue

Så kom dagen, hvor vi skulle møde vores fadderbarn, Ho Van Hon.

Vi var alle meget spændte og forventningsfuldte. Blev hentet i en van, med chauffør, og Plan medarbejder fra Hue. Vi købte 5 poser slik, olie, cigaretter, kiks og en kasse nudler til familien og landsbyens børn skulle dele slikket.. Hjemmefra havde jeg købt en saks, nål, tråd, postkort fra DK, en glimmerkugle med huse fra DK i, en badebold med verdenskort på og en nøglering med det danske flag. Silja havde en pose med farveblyanter med.

Fyldt til randen med spænding kørte vi i ca 2 timer mod vest, mod grænsen til Laos. Etnisk minoritets området, med stammefolket, der bærer samme efternavn som Ho Chi Minh, er meget fattigt og taler “stammesprog”, som ikke er vietnamesisk. Det var et kæmpe bjergområde vi kørte ind i, meget meget smukt, -regnskov overalt, floder der løber nedenfor vejen, vandbøfler der græsser i vejkanten, små enkle rismarker og så engang imellem en lille klynge huse, som ligger helt ud til vejen. Huse på pæle, bygget i træ, nogle med huller til vinduer og døre, nogle med glas i ruderne, nogle med en slags altan foran selve boligen. Tagene var af enten siv, træ eller metalplader.

Træ til køkkenet, ligger under huset, tøjet som er vasket ligger på buske til tørre. Mange steder ser vi også scootere. Høns går ud og ind af husene, og majs ligger til tørre i vejkanten, både hele og pillede.

Og jeg sidder i bilen og vil så gene tage et billede af en af disse huse, men ruderne er beskidte og genskindet fra solen gør det umuligt.

Pludselig er vi der, og ud af bilen flyver vi, med varer, kamera og spænding. Vi går ikke langt og kommer til huset, på stien til huset er der mange der kikker på os. Vi har fået af vide at i denne landsby er det første gang de ser fremmede, udlændinge, pyha, det er underligt.

Vi går op af en lille usikker bambus stige, tager fodtøjet af og kommer ind i huset for at hilse på Hon og hans mor og bedstefar…………..det var bare så STORT, hjertet galoperede afsted, – hvor var han dog pæn, hans mor smuk og smilende og ligeså bedstefaren, waruvvv HELT VILDT. Da vi gav hånd, tog de begge deres hænder om vores ene hånd. Vi blev budt til at sidde ned i det største rum i huset, der er 3.Der er ikke højt til loftet, Anton og jeg kunne ikke stå oprejst, så dejligt at sidde ned, selvom temperaturen var høj. Vi blev budt på hjemmedyrket ananas, smagte skønt, og en kogt grønsag kaldet kazava, som minder lidt om en kartoffel (gror også nede i jorden). Imens kunne vi stille spørgsmål og prøve at snakke sammen gennem tolken/guiden fra Plan. Hon er født i huset, de lever af ananas og kazava, nogen gange får de kun 2 måltider om dagen. De arbejder i marken hver dag, mor og bedstefar. Hon er meget glad for at gå i skole, han kan bedst lide engelsk, men kan ikke snakke sproget endnu. Han skal i 7. kl. efter sommerferien, som varer 7 uger. Han kan også lide at tegne og spille fodbold. Han bliver sommetider bedt om at spille på disktikts holdet, fordi han er så god. Han er vildt med det spanske fodboldhold. Han har 2 ældre søskende, den ældre søster er gift og har et barn, som også var i hytten. Han er 2 år, og meget bedårende. Den ældre bror bor i en større by. De sover også i det rum vi sad i, ingen senge, kun et skab med lidt procelæn og så havde de et tv, som er deres eneste kontakt til omverdenen.

Hons mor fortæller at sommetider kommer hun for sent i seng, fordi hun ser tv. Guiden fortæller om folket her: “de er dovne, – de tjener ikke nok penge til at forsørge sig selv, de har ingen interesse i at få et bedre liv, -det er sådan de altid har været vant til. Mændene drikker pengene op. Så plan forsøger at hjælpe landsbyens kvinder, ved at lære dem 3 gange om måneden, at tælle penge, og sætte penge i “banken”, så de kan spare op til at købe en lille pattegris, som de kan fede op og spise. Det er en lang proces, men det hjælper på lang sigt.

Guiden åbner slikposerne, og flere fra Plan, bl.a. en voulontør hjælper med at dele ud til alle børnene og deres mødre, som står udenfor og kikker ind – MED STORE ØJENE! De er selvfølgelig nysgerrige for at se os. Dog er de også generte, for hver gang jeg vil tage et foto, skynder de sig at vende sig væk, men jeg fik dog lidt. Der bliver guffet udenfor og indefor, også i de riskager vi har med. Så giver vi Hon gaver, -det er spændende hvad han siger til dem, -han siger dog kun tak, men smiler. Familien synes at snekuglen med huse fra Nyhavn er spændende. Badebolden kan Hon ikke puste op, så det gør jeg for ham, og så studerer vi den sammen,-pyha, helt vildt hyggeligt. Han virker meget glad. Moderen pakker sine gaver op med spænding, ser det ud til, og hun bliver også glad. Hun ser så smuk ud.

Tiden løber, det er lidt svært at finde ud af hvornår vi skal forlade familien, men vi går udenfor og prøver nogle kurve, som de bærer på ryggen med f.eks majs. Den kurv jeg prøver, bærer en lille kvinde dagligt, den vejer ca 30 kg, -de må være stærke for at kunne holde til det, små børn, ned til 5 års alderen, bærer nogle mindre, måske med 15 kg i. Hold da op, og så er det kun nogle brede stropper der er på skulderen, ingen behagelig polstret rygsæk. Vi kan vist ikke klage over noget som helst. Emilie sagde også, at nu var det virkelig gået op for hende hvor godt vi har det i DK.

Vi gik en lille tur i landsbyen, og blev kikket meget på. Jeg fik taget nogle billeder at byens ældste kvinder, charmerende, med sorte tænker, flotte rynker, og store øreringe.

Vi skulle sige farvel,- det var svært synes jeg. De gav igen begge hænder omkring vores, – hjertiligt, fik taget et fælles billede af os alle 9, og vinkede farvel. Så var der dømt tudetur igen!! Et fantastisk møde, med et barn vi støtter økonomisk til skole og mad, som virkede meget taknemmelig………………………..

Kvinderne i landsbyen var til møde, omkring det at spare op, det var vi med til at se, MEGET spædende. De virkede interesserede og meget glade. Hjalp med at tælle, flere gange, så de var sikre på at beløbet var rigtigt. Mens de sad der var der 2 børn der blev ammet, børnene var så store at de selv bare hev blusen op og “spiste”, meget hyggeligt at se.

Da mødet var færdigt, måtte vi stille spørgsmål. Vi fik bl.a. af vide at mange gifter sig når de er 16, og og sikkert har et par børn når de er 18 år gamle. De møder deres kommende mænd ved at date, ligesom os. De bliver over 70 år gamle og arbejder i bjergene hver dag indtil kl 17. Så skal de hjem, det tager 1 time. De har ofte deres børn med, dog er de blevet så priviligerede at børnene ikke behøver at arbejde, men kan blive i landsbyen for at lege. De holder en pause på 2 timer i varmen. Vi fik deres aldre af vide, og synes jeg så ung ud. Det gjorde de ihvertfald også, synes jeg, slidte men så godt ud. De spurgte hvorfor vores hud var så hvid! Ja, sikke et spørgsmål, men vi svarede så godt vi kunne. Deres koldeste måneder er i regntiden, som er fra september til februar, hvor temperaturen kan komme ned på 10 grader, og så er det meget koldt, sagde de.

Derefter så vi den lokale skole, som desværre jo var lukket pga. sommerferie, men den så godt ud. Derefter så vi et nybygget (af regeringen) hospital, ikke stort, men der var bl.a. 2 fødestuer, og nogle senge stuer. Børnene i landsbyen havde lige været til sundhedstjek, og det var gået fint. Gennemsnits vægten på et 5 årigt barn er 14 kg, det halve af Theodor. Hånd, fod og mund syge er noget man dør af her, så det var der meget information om udenfor på et stort skilt.

Turen hjem var stille, der blev sovet, tænkt og kikket ud. Vi udfyldte et skema på det lokale Plan kontor om dagen, tog en taxa til banegården, og skulle med tog, det lokale tog til HUE. Det var lidt besværligt, men vi fandt en meget sød lærer på 24 år som hjalp os. Vi fulgtes ad i toget, sad på træbænke, med gitter for vinduerne (for at der kan blive smidt noget ind i toget udefra), snakkede og prøvede at holde Theodor nogenlunde stille. Han har så meget energi, der ikke bliver brugt;-(

Toget tog laaaang tid, men ankom endelig til vores nye by, tog taxi til hotellet, billigt men ok, og fik et dejligt bad.

Sikken en dag, – en dag jeg vil mindes med glæde og aldrig glemme. Jeg ville så gerne have givet Hon et knus, men en 12 årig dreng, vil vist ikke have et knus af en fremmed kvinde på 44 år! Jeg turde ihvertfald ikke give ham et. Men i tankerne var det godt.//Godnat

This entry was posted in Jane's dagbog. Bookmark the permalink.

Comments are closed.